Shifting Identity - et lydbillede på forandringer over tid

Dette er historien om, hvordan Aalborg som by har ændret sig over tid, fra vikingebosættelsen til den tunge industriby og frem til i dag, hvor især viden og kultur er fremherskende tendenser. Byens identitet og rum er ændret og det samme er byens indbyggere - måske uden de ved af det. Verden er dynamisk og altid i bevægelse, så dette er også historien om en lokal identitet i en globaliseret verden, hvor udsyn skaber nye muligheder.

Et lydbillede på forandringer
Disse dynamiske bevægelser har været inspirationskilder til at skrive musik over en række modsætningsforhold, der relaterer sig til en fortid og til en nutid. Modsætningerne er omsat til musikalske virkemidler og kompositoriske værktøjer, så Shifting Identity bliver et lydbillede på forandringer over tid. Musikken befinder sig i spændingsfeltet mellem det improvisatoriske og ny klassisk kompositionsmusik med twist af indie-rock.

Et møde på tværs af nationaliteter og musikalske baggrunde
Musikken er skrevet af Thomas Albæk Jakobsen, der i mere end en 10-årig karriere har udgivet tre anmelderroste albums. Med sig har han Malte Schiller (DE) på klarinetter, Marius Ungureanu (RO) på bratsch og Francisco Vila (US) på cello. Det musikalske møde sker således på tværs af både nationaliteter og musikalske traditioner, da alle musikerne bevæger sig inden for mange musikalske genrer.

Projektet støttes af KulturKantens pulje UdOverKanten og MUSAM.