Spændende musik under Den Blå Festival..... | Terminal 3, Breve fra Amerika | Jazzformidling.dk

Spændende musik under Den Blå Festival.....

Limbo3
For tredje gang åbner Studenterhuset dørene til ‘Jazzklub Limbo Goes Local’ og i år har fire af byens fremtrædende musikere disket op med en række spændende projekter, der præsenteres d. 20. og 21. august. Fredagen indledes af trommeslageren og den tidligere vinder af prisen ‘Årets Nordjyske Jazzmusiker' Christian Skjødt, hvis projekter altid byder på spændende overraskelser.

Dobbelt koncert, d. 20. august, kl. 20.30, entre: 80,-
Christian Skjødt - Project X

Christian Skjødt (trommer & elektronik) + andre

Bodega Blues - Hvor Mennesker Mödes (SE/DK)
Morten Mosgaard (vokal+effekter), Anders Persson (SE) (synthesizer), Terje Sundby (SE) (trommer), Mie Færch (keyboard) og Lis Raabjerg Kruse (saxofon).

Pari bar, Vesterbro Bodega, Hos Doktoren, Onkel Tom, Fregatten og så videre. Alle nævnte er eller var de beværtninger i Aalborg, og alle har de det tilfældes (som med så mange andre beværtninger i Aalborg) at de i løbet af de sidste 10 år er blevet besøgt flittigt af to svenskere. Hvad de færreste ved, er at disse beværtninger efterhånden har måtte lægge navn til en del musikværker komponeret af de to svenskere – som viser sig at være nogle af de fineste jazzmusikanter i det svenske land. Da de to svenskere og den lokale sanger Morten Mosgaard fejrede sidstnævntes fødselsdag på Fregatten, blev de tre enige om at danne det orkester der skulle oplyse danskerne om denne svenske musik der har dybe rødder i det danske bodegamiljø. Derfor samlede de orkestret Bodega Blues - Hvor Mennesker Mödes.

T3-poster
Lørdag byder på et sand Kinderæg med to koncerter og en late night jam, der afslutter Limbo-festivalen. Aftenen indledes af Terminal 3, som er en ny spændende trio, der med et melodisk udgangspunkt leverer et moderne og energifyldt spil i et originalt repertoire af Thomas Albæk Jakobsen og Søren Møller. Den solide bund varetages af Joachim Jørgensen og trioen er en udspringer af de tre musikeres samarbejde i JazzNord Ensembles rytmegruppe. Terminal 3 kan også opleves hos Klaverstemmeren lørdag d. 21. august kl. 13.

Kenneth Knudsen har igennem de sidste par år markeret sig på den Nordjyske jazz scene og han står nu klar med sin debut CD i oktober 2010. Kenneth har taget jazzen med sig fra Aalborg ud i verden, hvor han bl.a. har turneret i New York og Norge. Kenneth står i spidsen for grupper som Crashnburn, Beauty & the bass og The Sonar Project. Denne aften kan han opleves i absolut fineste selskab med bl.a. den amerikanske guitarist Gilad Hekselman. Kom og få en flot moderne, spændene og medrivende koncert.

Ingen jazzfestival uden en jam session og derfor lægger Studenterhuset scene til Late Night Jam med et meget fint hold værter til at styre løjerne. Grib dit instrument og spil med eller kom forbi og hør det aalborgensiske jazzmiljø udfolde sig for fuld blus. Late Night Jazz Jam er støttet af Det Obelske Familie Fond.

Dobbelt koncert, d. 21. august, kl. 20.30, entre: 80,-
Terminal 3
Søren Møller (piano), Joachim Jørgensen (bas), Thomas Albæk Jakobsen (trommer)

Kenneth Knudsen Group
Gilad Hekselman (US) (guitar), Kenneth Dahl Knudsen (bas), Rasmus Iversen (trommer), Søren Gemmer (piano), Mads Lykke (sax)

Late Night Jazz Jam, d. 21. august, kl. 23, gratis entre
Jamværter: Gilad Hekselman (US) (guitar), Søren Møller (piano), Kenneth Dahl Knudsen (bas), Thomas Albæk Jakobsen (trommer)

Moller-photo02
Ud over ‘Limbo Goes Local’ byder Den Blå Festival på en lang række andre jazz og blueskoncerter i dagene d. 18-22. august. Om torsdagen spiller Søren Møllers ‘Breve fra Amerika’ i Vor Frue Kirke kl. 20. ‘Breve fra Amerika’ er mødet mellem solokoncerten og foredraget, præsenteret af den fremtrædende pianist, blogger og debattør Søren Møller, der til daglig bor i New York. Mødet med New York blev for Søren også mødet med hans danske rødder, der siden har været grundstammen i hans personlige kunstneriske udtryk på turnéer i både Europa, Afrika og Nordamerika. Udover et sublimt pianospil byder Breve fra Amerika på fortællinger om oplevelserne fra storbyens kunstkvarterer til Carnegie Hall, med et indblik i strømninger og tendenser i den amerikanske musikverden. Fredag d. 20. august lægger Klaverstemmeren på Vesterbro lokaler til Morten Mosgaards Orkester og Helle Lund Trio.
0 Comments